SY LEE: Jeg tager det store skridt… Meget personligt… (Min tilstand)

Honeybees… Jeg har taget en stor beslutning. For mig er det meget personligt det her, og jeg har altid anset det som et tabu, da det er tegn på svaghed, fejl og “uperfekthed”. I hele mit liv er jeg blevet opdraget med, at alt skal se perfekt ud udadtil, hvad angår livet, uddannelse og job, men ja generelt status i samfundet. Jeg kommer ikke fra nogen over-rich familie, men vi har aldrig manglet noget, og jeg kommer fra en familie, der går op i ære, traditioner og fin status. Jeg har forældre, der er højtuddannede og hårdtarbejdende borgere, som har presset mig til det yderste, og jeg skulle gerne gå i samme fodspor som min far, hvilket jeg mener, jeg selv har formået at gennemføre, når det kommer til uddannelsesfronten. Jeg er blevet opdraget med, at man aldrig skal vise tegn på problemer, fordi det blot er en svaghed. I min familie holder man altid problemerne for sig selv. Det er et tabu at snakke åbent om problemer i den asiatiske kultur. Det er også grunden til, at jeg har været god til at holde facade på, når jeg er i offentligheden. Især til arrangementer og røde løber, er jeg nok blevet en sand mester i at gøre, hvad jeg gør for at skjule min depression og så videre. Mit hår og min makeup har været mine værktøjer gennem årene til at skjule mine problemer og fejl. Jeg tror også, at det er blevet en vane for mig efterhånden, siden jeg er blevet en offentlig person at være på uanset hvor og hvornår og lade som om alt er okay, selvom det ikke er okay. Selvfølgelig rammer det mig, når nogen siger noget grimt til mig eller fx spytter efter mig, fordi de mener, at de ikke bryder sig om mig, men man lærer jo med tiden at lukke af for disse ting, men det er ikke ensbetydende med, at det ikke rammer en indeni. Vi har da alle sammen følelser. Det er da ikke nogen rart følelse at møde “hadske” mennesker fx. Det, jeg prøver at sige er, at man kan skjule sine følelser over for omverdenen, men man kan ikke skjule dem for sig selv og lade som om de ikke eksisterer. Har man ikke det godt, så har man det ikke…

Jeg har blottet mig og været hudløst ærlig for første gang omkring mine problemer (min sygdom/min depression), at jeg ser det som et mindre tabu og kan snakke højt om det i dag. Før i tiden vil jeg krumme mine tæer og blive flov over at erkende ALT det her overfor mig selv, men i dag er jeg bedøvende ligeglad og fortæller Jer, at jeg døjer med en depression gennem lang tid.

Jeg døjer med en depression, som jeg ikke kan slippe af med, og jeg har valgt at undertrykke mine problemer alt for længe, at jeg har besluttet mig for at søge PROFESSIONAL HJÆLP NU. Jeg vil gerne komme ud af den her onde cirkel. Livet går jo videre, og på med mit poker face. Jeg kan ikke lade mit liv gå i stå. Jeg har selvfølgelig mine mange dage, hvor jeg er til tider grædefærdig og jeg har også de dage, hvor jeg kan rumme lidt mere og er god til at have mit poker face på, for ‘the show must go on’… Ellers tager jeg en dag ad gangen…